Vi har alle prøvet det
Vi har alle prøvet det. En tilsyneladende uskyldig sætning falder, og pludselig er stemningen anderledes. Blikkene bliver lidt kortere, svarene lidt skarpere. Man kan næsten mærke, hvordan en lille usynlig væg rejser sig midt i samtalen.
En klient fortalte mig for nylig om en situation med sin partner. Han havde sagt: "Skal vi ikke lave noget hyggeligt i weekenden?"
Hun hørte: "Du synes ikke, vi laver nok sammen. Jeg er en dårlig kæreste."
Der var intet i hans tone, der antydede kritik. Men hun havde allerede fyldt de små mellemrum mellem ordene ud med sin egen historie. En historie, som handlede mere om gamle erfaringer end om ham.
For vi hører sjældent helt neutralt. Når nogen taler til os, går ordene ikke bare ind i øret og direkte videre til hjernen, som om vi var et rent, åbent lærred. De passerer gennem vores filtre – og de filtre er formet af alt det, vi har oplevet før.
Man kan tænke på det lidt som et par briller, vi altid har på. Brillerne har ikke gennemsigtigt glas – de er tonet af vores erfaringer. Har du ofte oplevet at blive kritiseret, vil glasset have et svagt skær af mistillid. Har du tit følt dig overset, vil glasset være farvet af sårbarhed over for tegn på ligegyldighed. Og hvis du har levet i relationer, hvor kærlighed kom med forbehold, vil glasset måske lade dig se skjulte krav eller betingelser, selv når de ikke er der.
Når ordene passerer gennem de briller, bliver de farvet. Det sker lynhurtigt – langt hurtigere, end vi kan nå at tænke rationelt over det. Inden vi overhovedet har nået at svare, har vi allerede mærket en følelse, der ikke kun handler om den situation, vi står i nu, men også om gamle situationer, hvor vi følte noget lignende.
I psykologien kalder vi det for emotionelle skemaer – mønstre af følelser, tanker og kropslige reaktioner, der aktiveres af noget i nuet, men som har rødder i fortiden. Problemet er, at de skemaer ikke skelner mellem dengang og nu. De reagerer bare.
Og det er derfor, en helt uskyldig bemærkning kan føles som et stik. Ikke fordi den anden person faktisk angriber os – men fordi vores indre filter genkender et gammelt mønster og reagerer, som om historien gentager sig.
Hvis du engang har stået med en kæreste, der altid ønskede “mere” af dig, så kan en uskyldig sætning om at “lave noget hyggeligt” vække følelsen af aldrig at være nok. Hvis du er vokset op i et hjem, hvor stemningen kunne skifte uden varsel, så kan selv en lille pause i en samtale føles som et varsel om, at noget er galt.
Det er som om, vi har et usynligt bibliotek indeni, fyldt med gamle samtaler. Hver gang nogen siger noget til os, går vores indre bibliotekar i gang med at finde en bog, der ligner. “Ah, den her sætning minder om dengang…” Og før vi ved af det, er vi begyndt at reagere på den gamle historie – ikke på det, der faktisk bliver sagt nu.
Det betyder, at det, vi hører, ofte er en blanding:
20% den andens ord.
80% vores egne fortolkninger, erfaringer og forventninger.
Og jo mere følsomt emnet er for os, jo hurtigere og stærkere reagerer vi. Det er sjældent ond vilje. Det er et gammelt forsvarssystem, der forsøger at beskytte os mod at blive såret igen. Problemet er bare, at det også kan komme til at stå i vejen for at høre hinanden rigtigt.
Og det er netop dét, der ofte sker. Vi hører ikke kun med ørerne. Vi hører med hele vores livshistorie. Med alle de samtaler, vi har haft før. Med alle de gange, vi har følt os misforstået, kritiseret eller overset.
Hvis vi engang har lært, at ros sjældent kommer uden en skjult kritik, så er det det filter, vi lytter igennem. Hvis vi har erfaringer med, at stilhed fører til afstand, så kan en travl partner pludselig føles som et tegn på, at kærligheden er ved at forsvinde – selvom de bare har en deadline.
Det er derfor, to mennesker kan høre vidt forskellige ting, selvom ordene er de samme.
Misforståelser har det med at vokse i stilheden
De starter ofte som små tvivlsspørgsmål eller usikkerheder, der ikke bliver sagt højt. I stedet for at tage ordet og spørge: "Mener du virkelig det her?" eller "Hvordan mener du det egentlig?" – begynder vi at gætte.
Vi fylder tomrummet ud med vores egne antagelser, og ofte er de ikke særligt venlige eller realistiske. Måske fordi vi er nervøse for at afsløre vores sårbarhed, eller fordi vi allerede føler os ramt på en eller anden måde.
Det gør, at vi begynder at reagere på noget, der ikke er sagt, men som vi tror, ligger bag ordene. Vi bliver kortluntede, trækker os, eller svarer igen med en tone, der måske er hårdere, end situationen egentlig kræver.
Og sådan vokser misforståelsen stille og roligt – som en snebold, der ruller ned ad en bakke og bliver større og større. Inden vi ved af det, er vi fanget i en konflikt, der er bygget på noget, ingen af os faktisk har sagt højt. En konflikt, der kunne være undgået, hvis vi havde turdet spørge eller åbne op fra starten.
Det kan føles svært og sårbart at spørge ind, men det er netop i det mod, at klarhed og nærhed får plads til at vokse.
At turde stoppe op og spørge
Jeg plejer at sige, at misforståelser ikke er et tegn på, at vi har en dårlig relation. De er snarere et tegn på, at vi er mennesker – at vi bærer vores historier, følelser og erfaringer med os, som farver den måde, vi tolker verden på.
Men det betyder ikke, at vi bare skal lade misforståelser stå og gnave i os. Tværtimod er det vores ansvar – både over for os selv og dem, vi har relationer til – at være nysgerrige, når vi mærker, at noget ikke føles helt rigtigt.
Det kan lyde enkelt, næsten banalt: At stoppe op og sige:
"Jeg hører dig sige X – men jeg er i tvivl, om det er det, du mener?"
Alligevel er det en af de vigtigste ting, vi kan gøre for at passe på relationerne. For det kræver mod at stille det spørgsmål. Vi risikerer, at svaret rammer noget ømt i os – måske en usagt sandhed, vi ikke var klar til at høre. Eller at vi må indrømme, at vi har hørt helt forkert, og at vores følelser blev skabt af en misforståelse.
Men det mod er investeringen værd. For alternativet er, at de små sten i skoen – de små tvivl, irritationer eller sorgfulde tanker – får lov at ligge uforløste og vokse i os. I starten er det knap mærkbart, måske bare en let uro eller en nagende følelse. Men ligesom en sten i skoen, der gnider mod huden ved hvert skridt, bliver ubehageligheden ved med at gøre ondt.
Når vi ikke siger noget, bærer vi det med os i stilhed. Det fylder mere og mere, selvom vi prøver at ignorere det. Det kan skabe en træthed, en indre tyngde, der gør, at det at være sammen med den anden ikke længere føles lige så let og trygt som før.
Gåturen sammen – både bogstaveligt og i overført betydning – bliver tungere og sværere. Små irritationer kan vokse til større konflikter, og det, der før var varme og nærhed, kan begynde at knirke og blive skrøbeligt. Relationen mister sin naturlige lethed, fordi den bærer på noget uforløst, som begge mærker, men ingen tør tale om.
Det kan føles langt mere sårbart at tage det modige skridt og spørge ind, end at tie stille. Men det er netop dét mod, der åbner op for ægte forståelse og forbindelse. Det stopper væksten af små sten, før de bliver til tunge byrder, og det giver plads til, at relationen kan blomstre frit og ubesværet igen.
Lad muren smuldre
Så næste gang noget stikker, næste gang du mærker et stik af uro eller irritation, kan du prøve at stoppe op og spørge. Det kræver mod – for det føles sårbart at række ud og risikere, at man tager fejl, eller at det man opdager, måske gør ondt. Men ved at åbne op med ærlighed og nysgerrighed giver du både dig selv og den anden en chance for at mødes på et ægte plan.
Når du siger noget i retning af:
"Jeg mærker en uro her – jeg vil gerne forstå, hvad du mener, fordi jeg er i tvivl."
så inviterer du til klarhed fremfor antagelser.
Og ofte kan svaret overraske dig – måske vil den anden sige:
"Nej, slet ikke."
Det enkle svar kan være dét, der får den usynlige mur til at smuldre, som ellers var ved at blive bygget mellem jer.
Muren, der kunne have vokset sig større og sværere at bryde igennem, falder til jorden, før den overhovedet blev færdig. Og i det rum, der opstår, kan vi finde plads til forståelse, til nærhed og til den tillid, der binder os sammen – ikke trods vores forskelle, men netop på grund af vores vilje til at møde hinanden ærligt.
Det er i de små øjeblikke af mod og nysgerrighed, at de stærkeste bånd skabes.
Så husk: stilhed er sjældent vejen frem, samtale nedbryder mure – i alle relationer.
