Hvorfor er vrede egentlig en så forbudt følelse hos mange?
I mit virke som psykolog oplever jeg igen og igen, at mine klienter fornægter deres følelser, fordi de ikke er socialt acceptable. Så sent som i dag oplevede jeg det også med et nærtstående familiemedlem. I samme åndedrag som jeg sagde: “da du var olm, så …” blev jeg afbrudt af: “Jeg var ikke olm!” Men jo, det var han. Og med rette, for han blev uretfærdigt behandlet.
Og nu står jeg her – både som psykolog og som menneske – og tænker: hvad er det egentlig, der sker siden, at vi er blevet så bange for vores egne følelser? Især de såkaldt “negative” følelser, og særligt vreden virker forbudt. Den følelse, som langt de fleste jeg kender – mig selv inklusive – har et anstrengt forhold til.
Men hvad er der egentlig galt med vrede?
Vrede har fået et dårligt ry. Den forbindes med råben, konflikter, tab af kontrol, dårlig stemning og mennesker, man helst vil undgå til familiefester. Så vi gør alt, hvad vi kan, for ikke at være vrede. Vi pakker den ind. Kalder den noget andet. Træthed. Irritation. Stress. Eller vi springer direkte til: “Det er også lige meget.” Men det er det jo ikke.
Vrede er ikke en fejl i systemet. Vrede er et signal. Den opstår typisk, når noget vigtigt for os bliver overtrådt. Når vores grænser ikke bliver respekteret. Når noget føles uretfærdigt. Når vi bliver trådt på, ignoreret eller behandlet forkert. Med andre ord: vreden fortæller os noget om, hvad der betyder noget for os. Problemet er ikke, at vi bliver vrede. Problemet er, at vi ikke har lært, hvad vi skal stille op med vreden.
Mange af os er vokset op med direkte eller indirekte beskeder om, at vrede er forkert. “Tag dig sammen.”, “Der er ingen grund til at blive sur.”, “Sådan må du ikke føle.” Og derfor lærer vi tidligt: Hvis jeg er vred, er jeg forkert. Hvis jeg viser min vrede, risikerer jeg at blive afvist. Så hellere lade som ingenting. Hellere bide det i mig. Hellere være den flinke. Den forstående. Den nemme. Indtil vreden begynder at finde andre veje ud.
For følelser, der ikke bliver anerkendt, forsvinder ikke. De sætter sig i kroppen som spændinger. Som hovedpine. Som uro. Som pludselige vredesudbrud over noget, der egentlig ikke er så vigtigt. Eller som den der diffuse følelse af konstant at være lidt for meget – eller lidt for lidt.
Når klienter i terapi siger til mig: “Jeg var ikke vred”, hører jeg: “Jeg må ikke være vred.” Og det er dér, arbejdet begynder.
For der er en verden til forskel på at have vrede og på at handle vredt. Vrede kan være rolig. Klar. Præcis. Den kan være det, der hjælper os med at sige: “Stop.”, “Det her er ikke okay for mig.”, “Her går min grænse.”
Når vi fornægter vores vrede, fornægter vi også os selv retten til at reagere på det, der gør ondt indeni. Og i stedet for at beskytte os selv, kommer vi til at vende noget andet indad: skam, selvkritik eller følelsen af, at vi bare er for følsomme.
Så måske er spørgsmålet ikke, hvorfor vi bliver vrede – men hvorfor vi er blevet så bange for at indrømme det.
For ja. Du var vred.
Og det giver mening.
Og det er faktisk helt okay.
Når vreden ikke får lov at eksistere
Når vi ikke tillader vreden at være en del af os selv, betaler vi prisen. Ikke nødvendigvis med det samme, men over tid. For vrede, der ikke må eksistere, forsvinder som sagt ikke. Den skifter bare form.
Hos nogle bliver den til indadvendt vrede. Selvbebrejdelser, hårdhed eller en konstant indre dialog, der hvisker: “Det er nok også mig, der er for meget.”. Hos andre bliver den til udmattelse. En krop, der siger fra, fordi psyken ikke fik lov. Og hos andre igen kommer den ud sidelæns. Som passiv aggression, sarkasme eller en kort lunte over for dem, der står os nærmest. Ofte over småting, der i virkeligheden slet ikke er små.
Det er her forskellen mellem at have vrede og at handle på vrede> bliver helt afgørende.
At have vrede betyder, at vi registrerer den, mærker den og anerkender den som en indre tilstand, der fortæller os noget vigtigt: at det vi oplever lige nu er for meget. At handle på vrede er noget helt andet. Det er, når vreden får lov til at styre vores adfærd uden filter. Når vi råber, sårer, lukker af eller går til angreb. Det er ofte det billede, vi forbinder med vrede – og derfor det, vi prøver at undgå for enhver pris.
Men det er en skævvridning af sindet og en misvisende forestilling om vores egne følelser vi har fået bygget op, når vi tænker: enten eksploderer du – eller også må du slukke for følelsen helt. For det er ikke enten eller. Der findes en tredje måde.
For problemet med at ignorere eller undertrykke vreden er, at det kræver konstant energi. Det er som at holde en bold nede under vand. Det kan lade sig gøre et stykke tid, men det kræver enormt meget energi, og på et tidspunkt slipper den op og så kommer bolden springende op af vandet, som oftest på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter, og over for de forkerte mennesker. Eller også bliver den rettet indad, hvor den langsomt tærer på selvværdet.
Accept er ikke frit spil
At acceptere vreden er noget helt andet end at give den frit spil. Accept handler ikke om at retfærdiggøre alle impulser, men om at sige: “Den her følelse er her – og den giver mening.” Først dér får vi mulighed for at vælge, hvad vi vil gøre med den. For følelser kommer, uanset om vi vil det eller ej, spørgsmålet er hvad vi vælger at gøre med dem.
Når vi accepterer vreden, kan vi blive nysgerrige på den. Hvad er det egentlig, den reagerer på? Hvilken grænse er blevet overskredet? Hvad savner jeg at få sagt? Hvad har jeg måske været for længe om at få sagt? Vrede, der bliver mødt med nysgerrighed frem for skam, mister ofte sin destruktive kraft. Den bliver tydeligere, men også mere rolig. Mere brugbar. Den kan blive en indre rettesnor i stedet for en indre fjende.
Og paradoksalt nok er det ofte først, når vi tør give vreden plads, at den ikke længere behøver at råbe så højt. Derfor handler arbejdet med vrede sjældent om at “slippe af med den”, men snarere om at lære at være i rum med den. Lade den være der, lytte til den, og derfra beslutte, hvordan vi vil handle.
For vreden i sig selv er ikke problemet.
Det er det, vi gør ved den – eller ikke gør – der gør forskellen.
Prisen du betaler, for at undertrykke vreden
Når vrede konsekvent bliver undertrykt, sker der noget afgørende: energien, der skulle have været brugt på at beskytte os, sætte grænser eller reagere på uretfærdighed, bliver i stedet vendt indad. Kroppen kommer på overarbejde. Ikke dramatisk fra den ene dag til den anden, men langsomt, snigende. Som en konstant indre spænding, der aldrig helt får lov til at slippe.
Mange tror stadig, at følelser hører psyken til, og kroppen er noget for sig selv. Men i praksis er den adskillelse umulig. Vi er ét helt menneske hver især, psyke og krop i ét. Kroppen reagerer, når følelser ikke bliver set og accepteret. Og den reagerer ofte mere ærligt, end vi selv tør.
I terapien møder jeg ofte mennesker, der på overfladen er velfungerende, reflekterede og ordentlige. De har styr på tingene. De bider tænderne sammen. De tager ansvar. Og de har ofte også ondt. I maven. I musklerne. I hovedet. Eller de er konstant trætte. Spændte. Overstimulerede. De kan være muntre, hyggelige og tiltalende udadtil, men mørke, onde og enormt bebrejdende overfor dem selv.
Når vi begynder at arbejde mere præcist med følelserne – og især med vreden – dukker der ofte et mønster op: følelsen har været der længe, men den har aldrig fået lov til at blive erkendt, ikke engang indeni. For mange har vreden været forbundet med fare: Hvis jeg mærker den, mister jeg kontrollen. Hvis jeg viser den, bliver jeg forladt. Hvis jeg indrømmer den, er jeg et dårligt menneske.
Så i stedet for at mærke vreden, spænder kroppen op.
Jeg ser og oplever derfor ofte i terapien psykosomatiske symptomer som kroppens løsning på et indre følelsesmæssigt pres. Når følelser som vrede, sorg eller frygt, gentagne gange bliver blokeret, opstår der et kronisk indre alarmberedskab. Det autonome nervesystem står konstant på vagt, og sørger for at musklerne spænder op, organerne påvirkes og smertetærskler ændres. Over tid kan det vise sig som tilstande som fibromyalgi, irritabel tyktarm eller andre funktionelle lidelser, hvor undersøgelser ikke kan forklare smerterne fuldt ud, men hvor lidelsen er meget reel.
Det er ikke fordi følelser skaber sygdom i en simpel én-til-én-forstand. Men fordi kroppen i mangel af andre udveje bliver den, der bærer det, vi ikke tør sige højt.
I terapien arbejder jeg ikke med at få klienter til at “afreagere” deres vrede. Det handler ikke om at piske noget op eller lære folk at sige mere fra hurtigere. Det handler først og fremmest om at skabe plads til følelsen – langsomt, sikkert og med respekt for de forsvar, der har været nødvendige engang. Aflære dem og give plads til det, der i virkeligheden sker inde i os hver især, øjeblik for øjeblik. Vi arbejder med at mærke vreden i kroppen. Registrere impulserne uden at handle unødvendigt på dem. Undersøge, hvad følelsen faktisk handler om, og tillade den at få den plads i sindet som den skal have, så vi kan være dem vi i virkeligheden gerne vil være.
For når vreden får lov til at være der – ikke styre, men eksistere – falder der som regel meget mere ro på kroppen og sindet. Kroppen slipper vil slippe de unødvendige spændinger og smerter vil aftage. For de fleste opstår der en sammenhæng: “Det er derfor, jeg har det sådan.”
Og den sammenhæng er ikke uvæsentlig. For vreden er sjældent problemet. Det er tavsheden omkring den, der gør os syge.
At lære at være med vreden
Noget af det vigtigste, man selv kan begynde med, er faktisk langt mere enkelt, end mange tror. Det handler ikke om at blive bedre til at sige fra, sætte hårde grænser eller tage konfrontationer. Det handler først og fremmest om at lægge mærke til vreden, når den opstår, og blive ved den et øjeblik.
De fleste af os er hurtige til at glide væk. Vi rationaliserer, forklarer og bagatelliserer. “Det var nok også bare mig.”, “Han mente det jo ikke sådan.”. Men i det øjeblik vi gør det, er vi allerede i gang med at lukke ned for følelsen. Et alternativ er at stoppe op og stille sig selv nogle enkle, men ærlige spørgsmål: Hvad skete der lige? Hvad reagerede jeg på? Hvor i kroppen mærker jeg det? Og hvis du vil arbejde lidt ekstra med dig selv: Gad vide hvorfor jeg reagerede sådan lige i dette øjeblik med denne person? Ville jeg have gjort det samme med en anden, og hvorfor? Hvilke triggere er der?
Det næste skridt er at øve sig i at rumme vreden uden at handle på den. Det kan lyde banalt, men for mange er det uvant. Vrede mærkes ofte som varme, spænding, tryk eller rastløshed. Prøv at lade fornemmelsen være der uden at gøre noget ved den. Træk vejret, mærk fødderne i gulvet og læg mærke til, om følelsen ændrer sig, når du ikke forsøger at skubbe den væk.
Her opdager mange noget overraskende: vreden bliver sjældent større af at blive mødt. Tværtimod. At give plads til vores vrede giver os ofte en følelse af ro og vreden aftager.
Et tredje skridt er at begynde at adskille følelsen fra fortællingen om dig selv. At du er vred, betyder ikke, at du er urimelig, aggressiv eller et dårligt menneske. Det betyder, at noget i dig reagerer. Når vi kan sige: “Jeg mærker vreden, og jeg er vred” i stedet for “jeg er forkert, for jeg er vred”, skaber vi et indre rum, hvor følelsen kan eksistere uden at definere os.
Og så er der det svære, men afgørende arbejde: at tage følelsen alvorligt. Ikke nødvendigvis ved at handle med det samme, men ved at lade den informere dig. Måske er der en grænse, der er blevet overskredet gentagne gange. Måske har du været loyal for længe. Måske har du tilpasset dig så meget, at noget i dig protesterer.
Vrede er ofte en invitation til selvrespekt.
For nogle er dette arbejde muligt at begynde på alene. For andre kræver det et rum, hvor man ikke skal være fornuftig, flink eller hurtig til at forstå det hele. Et sted, hvor vreden ikke bliver analyseret væk, men mødt. For når følelser, der har været undertrykt i årevis, begynder at vise sig, kan det være overvældende – og netop dér giver det mening at få hjælp.
Ikke for at blive mindre vred.
Men for at blive mere hel.
For først når vreden får en plads, holder den op med at kæmpe for opmærksomhed. Og så kan den stille og roligt blive det, den egentlig var ment til at være: et signal, der hjælper dig med at passe på dig selv.